• Bardella vil kun være premierminister ved absolut RN-flertal

    Source: BDK Borsnyt / 19 Jun 2024 11:20:23   America/Chicago

    Jordan Bardella vil kun være premierminister i Frankrig, hvis højrefløjspartiet National Samling (RN) får et absolut flertal ved det forestående parlamentsvalg. Det fortalte premierministerkandidaten og RN-formanden sent tirsdag aften til tv-kanalen France 2 ifølge Reuters. - Hvis jeg i morgen skulle befinde mig i en position, hvor jeg kan blive udpeget som premierminister, men franskmændene ikke har givet mig et absolut flertal, vil jeg nægte at lade mig udpege, lød det fra Bardella. Meningsmålinger viser ifølge Reuters, at Bardellas og Le Pens euroskeptiske og indvandrerkritiske parti står til at blive det største ved det franske parlamentsvalg, der afholdes ved to valgrunder den 30. juni og 7. juli. Valget blev udskrevet af den franske præsident, Emmanuel Macron, da det stod klart, at hans midterparti Renaissance og dets politiske allierede stod til en markant tilbagegang ved EU-parlamentsvalget 8. juni. Onsdag gentog Bardella sine pointer fra tirsdagens tv-interview: - Hvis jeg skal kunne gøre en forskel, kræver det et absolut flertal. - En premierminister med et relativt flertal kan ikke ændre på noget. Jeg ville ikke være i stand til at ændre på franskmændenes hverdag og på landets politik, sagde ifølge Reuters. Macrons midterparti har ledet en mindretalsregering, siden det mistede sit absolutte flertal ved det seneste parlamentsvalg for to år siden. Men det kan vise sig at blive væsentligt vanskeligere at nå til enighed om en mindretalsregering efter dette valg. For hverken midterpartierne, højrefløjspartierne eller landets alliance af venstrefløjspartier ser ifølge meningsmålingerne ud til at kunne danne et flertal alene. Macrons Renaissance-parti oplyste mandag, at det ikke kommer til at stille med en kandidat i 65 ud af landets 577 valgkredse. Ifølge premierminister Gabriel Attal, der kommer fra samme parti som Macron, skyldes det, at man på forhånd ikke tror på en valgsejr i disse kredse. Derfor bakker partiet i stedet kandidater op fra andre midterpartier. I hver enkelt af de 577 valgkredse vælges ét medlem til Nationalsamlingen. Den kandidat, der enten i første eller anden valgrunde opnår over 50 procent af stemmerne, får mandatet. /ritzau/Reuters https://www.berlingske.dk/internationalt/bardella-vil-kun-vaere-premierminister-ved-absolut-rn-flertal
Share on,